Samtalens opbygning
Hvad er en samtale?
En samtale eller dialog er en udveksling af verbale (sprog) og non-verbale (kropssprog) bidrag mellem 2 eller flere deltagere, der på skift indtager rollerne som afsender/modtager.
Samtalens funktion:
Samtalen har 2 grundlæggende formål:
En dialog består normalt af 3 faser:
Indledningsfasen
Indledningen har rituel karakter, dvs. at det er det samme, der gentager sig igen og igen, når man indleder en samtale. F.eks.: man hilser, undskylder at man kommer for sent, præsenterer sig osv. Man snakker lidt om vind og vejr, om hvordan man har det o.lign. = small-talk.
Small-talk har en slags isbryder-funktion. Samtaleparterne skal finde ud af, om de har lyst til at fortsætte samtalen, om de har noget vigtigt at tale om.
Eksempler:
- Hej!
-Nåh, hva' så…
-Sig mig….
Kernefasen
Kernefasen er den vigtigste del af samtalen. Det er her tyngdepunktet i samtalen ligger, og det er her man udveksler sproghandlinger. En sproghandling kan f.eks. være, at man informerer om noget, opfordrer til noget, siger sin mening, beklager noget, afviser eller accepterer noget, giver et løfte om noget, truer, anmoder om noget o.lign.
Eksempler:
-Jeg så en god film i går.
-Den skal du altså gå ind og se.
-Jeg gider ikke se film.
-Det er en skam. Den er ellers bare alletiders.
Afslutningen
Afslutningen er ligesom indledningen rituel. Man bryder op, konkluderer på samtalen, udveksler ønsker, siger farvel osv.
Eksempler:
-Nåh, men jeg skal videre…
-Hov, klokken er allerede 3….
-Jeg skal nok tage den cd med…
-Ha' det godt..
-Bye,bye…
Et kompliceret samspil:
Når man skal deltage i en samtale som ovenfor beskrevet, indgår man i et temmelig kompliceret samspil med andre. Man skal kende mange ord og udtryk, og man skal kende "spillereglerne". Her kan man få brug for de såkaldte 'gambitter'.
En gambit er et lille stykke dialog, somme tider blot en lyd (f.eks. "hm, hm"). En gambit er rent "fyld", hvis man ser på indholdet i den (ofte skal den ikke oversættes, hvis der er tale om en fremmedsproget tekst, det engelske ord 'please' f.eks.) Alligevel har gambitter en vigtig funktion i dialogen, idet de hjælper med at regulere, hvem der taler, og hvor længe man taler. De kan også bruges, hvis man ønsker at sige noget, men lige skal lede efter det helt rigtige ord. De kan sørge for, at samtalen forløber glat uden pinlige pauser, og de kan informere den talende om, hvad modtagerens reaktion er.
På vores eget sprog har vi ikke svært ved at opfange og bruge gambitterne. På fremmede sprog må vi lære "at få øje på dem", udvælge nogle der passer os og træne dem.
Da gambitterne skal bruges i mange forskellige funktioner, er det nødvendigt at kategorisere dem. Nogle gambitter går igen i de forskellige funktioner.
Se også gambitlisten her på hjemmesiden
Den gode dialogpartner:
En samtale er et samarbejde mellem 2 eller flere personer. En god samtale forudsætter at begge/alle parter overholder nogle grundlæggende regler:
1. Vis opmærksomhed og interesse.
Man skal vise opmærksomhed for, hvad deltagerne siger og mener. Man kan f.eks. komme med små bemærkninger "Nåh, ja..", "Aha…", "super!!", "Fedt!" osv. Man kan også vise sin opmærksomhed ved hjælp af kropssprog (nik, smil o.lign.) Manglende interesse og opmærksomhed vil få samtalen til at gå i stå.
2: Skab emnefællesskab.
Man bygger samtalen op i fællesskab. Dvs. man må interessere sig for det samme emne. En samtale, hvor A taler i øst og B i vest, fungerer ikke. Hvis man synes emnet er kedeligt, kan man forsøge at skifte emne.
3: Tilpas informationsmængden.
Man bliver nødt til at tage hensyn til, hvem man taler med. Er det en person, som kender meget til emnet, kan man nøjes med en mindre informationsmængde, (ellers bliver det kedeligt og omstændeligt). Kender modtageren mindre til emnet på forhånd, kræves der naturligvis flere informationer, (så det ikke bliver uforståeligt).
4: Tag initiativer i samtalen.
Det er vigtigt, at begge/alle engagerer sig i samtalen f.eks. ved at stille spørgsmål, besvare spørgsmål, skifte emne osv. Hvis man nøjes med at svare på spørgsmål, kommer man til at virke passiv og uengageret. Hvis arbejdet med at holde dialogen i gang kun tilfalder den ene part, vil vedkommende opfatte det som en meget belastende og tung opgave.
5: Reagér på det den/de andre siger.
Man kan f.eks. stille uddybende spørgsmål, komme med sin egen mening, fortælle om egne erfaringer, vise begejstring eller det modsatte osv.
6: Gør brug af almen viden og personlig erfaring.
Den gode, interesserede dialogpartner kan i princippet snakke med om hvad som helst. Dvs. man skal inddrage sin viden om verden, personlige oplevelser osv.
7: Skab forståelse og vær fælles om at løse problemer, der opstår undervejs.
Noter:
Dette dokument bygger i vid udstrækning på
’TALT INTERAKTION I ET DISKURSIVT, PRAGMATISK OG STRATEGISK PERSPEKTIV’ , Ambjørn Lone, 2001 PURE, AU's Forskningsdatabase Webpublikation
http://lone-ambjoern.dk/wp-content/uploads/2013/12/Talt-interaktion-diskursivt-pragmatisk-strategisk-perspektiv.pdf
Hvad er en samtale?
En samtale eller dialog er en udveksling af verbale (sprog) og non-verbale (kropssprog) bidrag mellem 2 eller flere deltagere, der på skift indtager rollerne som afsender/modtager.
Samtalens funktion:
Samtalen har 2 grundlæggende formål:
- at udveksle informationer
- at skabe og vedligeholde sociale relationer
En dialog består normalt af 3 faser:
- indledningsfasen
- kernefasen
- afslutningsfasen
Indledningsfasen
Indledningen har rituel karakter, dvs. at det er det samme, der gentager sig igen og igen, når man indleder en samtale. F.eks.: man hilser, undskylder at man kommer for sent, præsenterer sig osv. Man snakker lidt om vind og vejr, om hvordan man har det o.lign. = small-talk.
Small-talk har en slags isbryder-funktion. Samtaleparterne skal finde ud af, om de har lyst til at fortsætte samtalen, om de har noget vigtigt at tale om.
Eksempler:
- Hej!
-Nåh, hva' så…
-Sig mig….
Kernefasen
Kernefasen er den vigtigste del af samtalen. Det er her tyngdepunktet i samtalen ligger, og det er her man udveksler sproghandlinger. En sproghandling kan f.eks. være, at man informerer om noget, opfordrer til noget, siger sin mening, beklager noget, afviser eller accepterer noget, giver et løfte om noget, truer, anmoder om noget o.lign.
Eksempler:
-Jeg så en god film i går.
-Den skal du altså gå ind og se.
-Jeg gider ikke se film.
-Det er en skam. Den er ellers bare alletiders.
Afslutningen
Afslutningen er ligesom indledningen rituel. Man bryder op, konkluderer på samtalen, udveksler ønsker, siger farvel osv.
Eksempler:
-Nåh, men jeg skal videre…
-Hov, klokken er allerede 3….
-Jeg skal nok tage den cd med…
-Ha' det godt..
-Bye,bye…
Et kompliceret samspil:
Når man skal deltage i en samtale som ovenfor beskrevet, indgår man i et temmelig kompliceret samspil med andre. Man skal kende mange ord og udtryk, og man skal kende "spillereglerne". Her kan man få brug for de såkaldte 'gambitter'.
En gambit er et lille stykke dialog, somme tider blot en lyd (f.eks. "hm, hm"). En gambit er rent "fyld", hvis man ser på indholdet i den (ofte skal den ikke oversættes, hvis der er tale om en fremmedsproget tekst, det engelske ord 'please' f.eks.) Alligevel har gambitter en vigtig funktion i dialogen, idet de hjælper med at regulere, hvem der taler, og hvor længe man taler. De kan også bruges, hvis man ønsker at sige noget, men lige skal lede efter det helt rigtige ord. De kan sørge for, at samtalen forløber glat uden pinlige pauser, og de kan informere den talende om, hvad modtagerens reaktion er.
På vores eget sprog har vi ikke svært ved at opfange og bruge gambitterne. På fremmede sprog må vi lære "at få øje på dem", udvælge nogle der passer os og træne dem.
Da gambitterne skal bruges i mange forskellige funktioner, er det nødvendigt at kategorisere dem. Nogle gambitter går igen i de forskellige funktioner.
Se også gambitlisten her på hjemmesiden
Den gode dialogpartner:
En samtale er et samarbejde mellem 2 eller flere personer. En god samtale forudsætter at begge/alle parter overholder nogle grundlæggende regler:
1. Vis opmærksomhed og interesse.
Man skal vise opmærksomhed for, hvad deltagerne siger og mener. Man kan f.eks. komme med små bemærkninger "Nåh, ja..", "Aha…", "super!!", "Fedt!" osv. Man kan også vise sin opmærksomhed ved hjælp af kropssprog (nik, smil o.lign.) Manglende interesse og opmærksomhed vil få samtalen til at gå i stå.
2: Skab emnefællesskab.
Man bygger samtalen op i fællesskab. Dvs. man må interessere sig for det samme emne. En samtale, hvor A taler i øst og B i vest, fungerer ikke. Hvis man synes emnet er kedeligt, kan man forsøge at skifte emne.
3: Tilpas informationsmængden.
Man bliver nødt til at tage hensyn til, hvem man taler med. Er det en person, som kender meget til emnet, kan man nøjes med en mindre informationsmængde, (ellers bliver det kedeligt og omstændeligt). Kender modtageren mindre til emnet på forhånd, kræves der naturligvis flere informationer, (så det ikke bliver uforståeligt).
4: Tag initiativer i samtalen.
Det er vigtigt, at begge/alle engagerer sig i samtalen f.eks. ved at stille spørgsmål, besvare spørgsmål, skifte emne osv. Hvis man nøjes med at svare på spørgsmål, kommer man til at virke passiv og uengageret. Hvis arbejdet med at holde dialogen i gang kun tilfalder den ene part, vil vedkommende opfatte det som en meget belastende og tung opgave.
5: Reagér på det den/de andre siger.
Man kan f.eks. stille uddybende spørgsmål, komme med sin egen mening, fortælle om egne erfaringer, vise begejstring eller det modsatte osv.
6: Gør brug af almen viden og personlig erfaring.
Den gode, interesserede dialogpartner kan i princippet snakke med om hvad som helst. Dvs. man skal inddrage sin viden om verden, personlige oplevelser osv.
7: Skab forståelse og vær fælles om at løse problemer, der opstår undervejs.
- Undgå at dominere, lad også de andre komme til orde (hvis en person ikke overholder denne regel, må man bruge 'vendinger til overtagelse af taleretten'
- lad være med at afbryde (hvis en person ikke overholder denne regel, må man bruge vendinger til bibeholdelse af taleretten)
- hvis én forholder sig passivt, kan man prøve at inddrage vedkommende i dialogen (man kan bruge vendinger til overdragelse af taleretten)
- hvis man har forståelsesproblemer, bør man sige til. Man skal ikke lade som om man forstår, så vil samtalen uvægerligt køre af sporet (man kan bruge vendinger hvormed man udtrykker forståelsesproblemer)
- man bør som afsender sikre sig, at modtager forstår, hvad man siger. Der kan f.eks. være problemer, fordi man ikke kender så meget til emnet, eller fordi der bruges udenlandske gloser og udtryk, man ikke kender betydningen af. (man kan bruge vendinger, hvormed man sikrer forståelse)
Noter:
Dette dokument bygger i vid udstrækning på
’TALT INTERAKTION I ET DISKURSIVT, PRAGMATISK OG STRATEGISK PERSPEKTIV’ , Ambjørn Lone, 2001 PURE, AU's Forskningsdatabase Webpublikation
http://lone-ambjoern.dk/wp-content/uploads/2013/12/Talt-interaktion-diskursivt-pragmatisk-strategisk-perspektiv.pdf